Den gode historie 3. Birgitte Lasbo.

Telefonen ringede en småkedelig mandag aften i uge 30, på displayet stod der Arne SJAA  og min første tanke var, at det da vist måtte være et fejl kald. Men nej, Arne havde fået en henvendelse fra Kristian i St. Darum, han havde fjernet muldvarpeskud i haven og da han var færdig opdagede han, at vielsesringen ikke sad på fingeren hvor den plejede og Arne ville høre om ikke det var en opgave for mig, at hjælpe Kristian med at finde ringen.

Jo da, det var helt klart en opgave for mig og Orxen, detektorabstinenserne var rimelig udtalte, så det kunne være skønt med et lille kick og forhåbentlig et solidt tal med god lyd fra kontrolboksen.

Jeg sagde farvel til Arne og ringede derefter Kristian op og vi aftalte at jeg kom forbi samme aften, hvilket han var meget taknemmelig for, han undskyldte sin klodsethed og fortalte at han havde brugt hele eftermiddagen på at si jorden der, hvor han troede på at ringen lå, men uden held. Kristian var desperat og prøvede først at opspore detektorbutikker, hvor han måske kunne leje noget grej og selv tage affærer, men det lykkedes ikke. Kristian valgte så at Google “detektorforeninger”, der var nu et væld af muligheder og han valgte så at kontakte SJAA.

Vel ankommet til St. Darum bliver jeg modtaget af en forventningsfuld ung mand, han viser mig om i haven, hvor han sirligt har markeret de steder hvor ringen kunne være tabt og jeg ser, til min skræk, at det meste havearbejde er foregået rundt om 4 højbede samlet af disse sammenklappelige trærammer med jernbeslag og ydermere lå der en nedgravet jernramme på tværs mellem to af kasserne, det kunne godt blive lidt af en udfordring det her!!.

Vi startede med at søge længst væk fra jernet på plænen, men uden resultat. Jeg fortalte om detektorens virke med frekvenser, programmer, id tal og lyde og Kristian var vældig interesseret. Vi bevægede os mod kasserne og jernbjælken i jorden og nu blev det svært, men heldigvis havde jeg taget “guleroden” med og det var noget nemmere at styre den i og rundt om hullerne som Kristian havde gravet.

Vi nåede hen til det sidste sted bag en kasse og langs hækken, her lå der en stor bunke siet sandjord og her havde Kristian haft på fornemmelsen, at ringen nok var faldet af fordi han her havde brugt hænderne mest og taget jord væk under hækken og smidt det bagud.

Vi pinpointede lidt i hækken uden resultat, detektoren kom på banen igen og Bingo…..Lige ved siden af det siede jord gav Orxen en klar lyd fra sig og 79 tonede frem på skærmen. Det her skulle helt klart være ringen og ganske rigtigt, det var det,  kun lige gemt under overfladen. Kristian var lykkelig og på vej ud til bilen fik vi en snak om amatørarkæologi, danefæ og detektorer. Kristian spurgte flere gange om jeg ikke skulle have noget for ulejligheden og selvfølgelig skulle jeg ikke det, belønningen var givet ved at ringen blev fundet igen. Turen hjem var skøn med den gode fornemmelse i maven og aftensolen skinnede over kornmarkerne, nu må de gerne snart høste ;o).