Fra torsdag d. 15. oktober til søndag d. 18. oktober var vi en lille gruppe fra SJAA på besøg hos vores østrigske venskabsforening, AFO (Archäologische Forschungsgruppe Osttirol), i Lienz. Gruppen bestod af Arne Hertz, Silke Eisenschmidt, Torben Petersen, Michael Kildal Frederiksen og René Jacobsgaard. Mens herrerne havde detektorerne med, tog Silke med arkæolog Harald Stadler rundt for at se på områdets imponerende arkæologiske seværdigheder.

Forventningerne var høje hjemmefra, og Østtyrol leverede med topkarakter på alle punkter: Fantastisk solskinsvejr (15–20 grader og næsten skyfri himmel), gode fund, spændende rundvisninger, fortryllende natur, utroligt imødekommende mennesker, god mad og dejlige kolde Gösser Bier.
Torsdag: Velkomst i Lienz
Venskabsforeningen AFO tog imod os med åbne arme. Vi mødtes på Gasthof Goldener Fisch kl. 18, hvor vi blev budt velkommen af arkæolog og professor Harald Stadler samt de fire lokale detektorførere Lorenz, Michael, Elias og Pius.
Her blev programmet præsenteret, og Michael fra AFO fremviste nogle af sine imponerende lokale fund: romerske fibler, romerske og middelalderlige mønter samt religiøse vedhæng. Det gav for alvor blod på tanden! Efter lidt god mad og den lokale Gösser Bier gik vi i seng, så vi var friske til fredagens afgang kl. 8.00.
Fredag: Romersk Mønt og tysk tv-hold
Fredag morgen kørte vi kun fem minutter til det første areal: et perfekt, tromlet jordstykke lige ved floden Isel, Pfarrkirche St. Andrä og Friedhof Lienz. Lorenz, Elias og Pius var med og flere lokale detektorfolk (Martin, Michael, Lukas og Hugo) stødte til.

Dagens absolutte topfund kom hurtigt, da Elias fandt en utrolig velbevaret romersk sesterts – formentlig fra kejser Severus Alexander (222–235 e.Kr.) med krigsguden Mars iklædt krigsudstyr med hjelm, spyd og skjold på bagsiden. De danske detektorer kom dog også på arbejde:

- Michael fandt en rigtig flot sølvring med fem sten, som Harald nu skal undersøge nærmere for tidsbestemmelse.
- René fandt en flot spænde fra 15-1600-tallet.
- Derudover dukkede der mønter op fra 17-, 18- og 1900-tallet samt de religiøse vedhæng, som er meget klassiske for området.





Midt på dagen fik vi besøg af et TV-hold, der filmede og lavede interview omkrig detektor brug i samarbejde med arkæologien og samarbejdet mellem AFO og SJAA.
Efter et par timers afsøgning fik vi lov til at komme til et nyt område ikke langt derfra. Det første jordstykke, vi skulle gå på, var nypløjet, så det var temmelig besværligt at gå på, og fundene var der heller ikke så mange af. Der blev dog fundet lidt – blandt andet flere af de religiøse vedhæng, lidt nyere mønter samt nogle musketkugler af nyere tid.
Efter en halv times afsøgning gik vi videre op ad en lille skråning til et areal, som var lige så fint som formiddagens første: et tromlet, langt og smalt stykke jord. Igen blev der primært fundet genstande af nyere tid, men Torben fandt dog et religiøst vedhæng, som var af en ældre datering end de andre. Ved 16.30-tiden stoppede vi afsøgningerne, da Harald havde arrangeret en rundvisning på et lokalt destilleri, som vi skulle besøge kl. 18.00.
Traditionsrigt destilleri og tyrolsk dialekt
Destilleriet hedder Schwarzer Brennerei og er et utrolig traditionsrigt og prisvindende destilleri, som er blevet drevet gennem flere generationer. Her mødte vi den nuværende ejer, Rudolf Schwarzer, som kunne fremvise en imponerende flot butik og virksomhed midt i den historiske, gamle bydel i Lienz. De producerer over 70 varianter af spiritus i højeste kvalitet og helt uden kunstige tilsætningsstoffer.
Rundvisningen førte os fra kedlerne, hvor spiritussen bliver fremstillet, og ned i en imponerende gammel kælder fyldt med alverdens varianter af brændevin, bitter, gin, vermouth og rom. Afslutningsvis kom vi op i butikken, hvor alle de mange flasker var flot udstillet, og hvor vi fik muligheden for at smage på en række nøje udvalgte varianter, som Rudolf havde fundet frem til os.
Det var en virkelig spændende rundvisning! Og selvom vi måske ikke lige fik fat i absolut alt, hvad der blev sagt, gjorde det bestemt ingenting – det er en del af oplevelsen. For når først en meget passioneret mand som Rudolf fortæller løs med sin ægte tyrolske dialekt, så går det altså stærkt! 😊

Efter en begivenhedsrig fredag kunne vi runde dagen perfekt af med god mad, øl og vin på Gasthof Goldener Fisch.
Lørdag: Ekstrem-detektering på stejle borgskrænter
Lørdag gik turen mod syd til en gammel borgruin fra 1100-tallet. Mens det ene hold søgte langs den gamle hovedvej (hvor lokale Hugo fandt et interessant hagekors-emblem i glasemalje), gik det andet hold i krig med selve borgruinen.

Efter en times afsøgning kunne alle samles igen og i fællesskab afsøge borgruinen.
Det blev en søgning, vi sent vil glemme! Det foregik nemlig op ad ekstremt stejle skrænter i tæt, bevokset skov. Her var de lokale tyrolere i den grad på hjemmebane, mens vi andre kæmpede lidt mere med balancen. Men strabadserne betalte sig:
- De lokale Elias og Pius fandt fine sølvmønter fra 1300-tallet samt en lille falkeklokke, som vakte stor begejstring hos Harald.
- Arne stod for det bedste danske fund: En stor, flot sølvmønt fra 1200-tallet fundet helt oppe nær borgmuren! Senere fandt han også en fin lille lomme-figur af Sankt Antonius med Jesusbarnet.
- René fandt et fragment af måske en sølvmønt samt en papirtynd folie-genstand, der lignede en stor sølvmønt med hul i, begge fund bliver nærmere undersøgt af Harald.




Vi samledes efterfølgende om en velfortjent Gösser Bier for at hvile benene, mens Harald registrerede alle de fantastiske fund. Aftenen sluttede med endnu en super hyggelig fællesspisning.

Søndag: Romersk kultur og afsked
Inden turen gik hjem mod Danmark, havde Harald arrangeret den perfekte afskedstur. Vi kom højt op i bjergene for at se en autentisk romersk offerplads, efterfulgt af et besøg i en af Østtyrols ældste kirker, Sankt Nikolaus Kirche.



Efter en fantastisk afskedsmiddag på Gasthof Neuwirt i Virgen kunne vi endelig vende snuden mod Danmark – mætte af indtryk, gode minder og stolte over et fantastisk venskab på tværs af grænserne.

vores vært til højre og Torben, Michael og Silke
Tusind tak til AFO og Harald Stadler for nogle uforglemmelige dage!
Tak til Rene for et fint skrift. Vi håber på at få besøg af dem næste år, måske sammen med mine nye norske kontakter. m.v.h. Arne
Skriv et svar
You must be logged in to post a comment.