Da Coronaen ramte og førte til nedlukning af skoler og samtlige fritidsaktiviteter, bredte kedsomheden sig som et tungt tæppe over især børnene her i hustanden. Som det jo er de fleste bekendt, var mulighederne for underholdning meget begrænsede og man kunne hurtigt mærke på vores 11 årige datter Klara, at de mange gåture i skov og på strand, ikke lige var det der trak allermest i hende. Derskulle findes alternativer der kunne stå mål med YouTube og computerspil, og jeg havde et bud til hende; hun kunne komme med mig og detektoren på marken.
I starten skiftedes vi lidt til at svinge detektoren, grave huller og pinpointe, og da vi havde fundet de første par nyere mønter og musketkugler, kunne jeg tydeligt se at Klara var blevet ”fanget” af hobbyen. Hun begyndte endda selv at komme og spørge om jeg ville gå med hende ud, og det ville jeg selvfølgelig næsten altid.
Efter et par ture gik vi med hver sin detektor. Klara fik en XP Orx, der ud over at være let også kan kortes ned til børnevenlig længde uden at det resulterer i en stor klump ledning på stangen. Hun lærte hurtigt at kende forskel på maskinens ”gode og dårlige” lyde, og snart gik det i raskt tempo ud over markerne. Vi går altid begge uden høretelefoner når vi er ude sammen, og vi er aldrig længere fra hinanden end at jeg også kan høre hendes maskine. Jeg går selv med skovlen, for ud over at spare Klara for vægtenaf denne, har det også den fordel at der ikke bliver gravet huller uden at jeg er til stede, og så har jeg mulighed for lige at tjekke Klaras gode signaler inden vi graver, og dermed sikre at vi er helt enige om hvor hullet skal graves og om der overhovedet skal graves.
En eftermiddag i marts 2020 da Klara og jeg var færdige med hjemmeskole og -arbejde, begav vi os ud på markerne. Jeg har fra starten forsøgt at tage hende med på de marker hvor jeg mente chancen for at finde noget var størst, ud fra devisen at det nok ville være nemmere at holde interessen oppe hvis der dukkede en skillingsmønt op ind imellem, frem for de marker hvor der har været langt imellem fundene.
Vi valgte at gå på en lille mark med 2 overpløjede gravhøje, hvor jeg tidligere havde fundet et fragment af en bronzeklinge, men som ellers kun havde kastet nyere mønter og musketkugler af sig. Som vanligt gik vi med et par meters mellemrum, og da Klaras maskine gav en høj klar tone fra sig ved foden af en af højene, standsede vi op og jeg gik over til hende for at undersøge signalet.
I min erfaring er signaler der er så højlydte og tydelige som det signal Klara havde fået her, som oftest noget større skrot som for eksempel en øldåse, men det skulle selvfølgelig undersøges. Frem med pinpointer og gravekniv, og ned på knæ. Nede ved jordoverfladen kunne jeg med det samme se kilden til signalet, for overfladen blev brudt afomtrent en fjerdedel af en celt, der kiggede op. Celten blev lirket fri af den tunge lerjord og jublen ville ingen ende tage.
Klaras jubel skyldtes i starten nok mest at hun kunne se på mig, at hun havde fundet noget særligt, men da jeg fik forklaret hende at celten er en 2500 – 3.000 år gammel økse fra yngre bronzealder gik det op for hende hvor specielt et fund det egentligt var. Vi snakkede lidt om at den nok var lagt ned sammen med en af dem der ligger begravet i en af gravhøjene, og jeg fortalte hende at det nok var en lidt særlig person der fik sådan en fin økse med. Denne samtale førte så til en snak om hvor der ellers var overpløjede gravhøje vi kunne undersøge og om vi mon skulle ud igen i morgen.
Da vi havde talt færdig, logget koordinaterne, taget billederog sundet os lidt, søgte vi videre på marken. Forventningerne fra Klara var nu skyhøje, og selvom jeg forsøgte at mane til besindighed ved at fortælle hende om de mange år jeg havde gået med detektor og at jeg i hele den tid kun havde fundet en eneste celt ud over den hun lige havde fundet, var selvtilliden helt i top. Der gik heller ikke meget mere end 20-25 minutter før hun gjorde det næste bronzealder fund, et fint fragment af en dolk- eller sværdklinge. En halv times tid senere var det spisetid og vi måtte vende næsen hjemad. En næse der nok var en smule højere i sky end da vi gik ud.
Selvom vi nu er tilbage i skole og på arbejdspladsen, tager vi stadig ud med detektor sammen en gang imellem. Det kan sagtens lade sig gøre at have børn med på marken, hvis bare man indstiller sig på at de ture hvor børnene er med, må afvikles på deres præmisser. Man må indstille sig på at turene er af noget kortere varighed end når man er afsted alene eller med andre voksne.
Selvom det er spændende at gå med detektor, er det nok de færreste børn der holder til mere end et par timer på marken. Især på de dage hvor man ingenting finder.
Man må desuden indstille sig på at tingene går langsommere når børnene er med. Det tager eksempelvis lidt ekstra tid at finde genstandene med pinpointeren når det er barnet der skal gøre det, og deres barnlige nysgerrighed og fantasi kan sommetider føre til, at en uformelig blyklump som vi voksne havde smidt i skrotposen med det samme, skal undersøges længe og grundigt. Tager man sig den tid det tager, og tager man sig tid til at forklare og snakke om det man finder, åbner der sig en ny verden for barnet, og den historieformidling der kan ligge i en enkelt detektortur skal der mange timers historieundervisning til at hamle op med.
Betina Lock Sørensen skriver
Sikke en dejlig historie, tak for den. Det er super sejt at have en far der bruger tid og viden sammen med sit guld.
Henrik Christensen skriver
Hej Kåre Skøn artikel. Tak for den. Nu er hun fanget af denne skønne hobby, for altid 😉