Claus Jørgensen beskriver en dag han sent vil glemme!
En dag jeg vil huske.
Sjaa havde inviteret til træf nær Kolding, nærmere bestemt Nagbøl på foranledning af Museum Sønderjylland.
Området skulle undersøges inden der skulle solceller på markerne.
Detektorgear tjek, gummistøvler tjek, spade tjek, madpakke og drikke tjek. Når vi skal på marken er der en masse der skal huskes.
Det havde nu regnet i løbet af ugen men på dagen var vejret fint.
Vi var en pæn flok der mødtes på marken, der blev hilst på og vi fik en fin introduktion af arkæologen Mads Leen Jensen, der fortalte om området og hvad der var blevet fundet i nærheden af marken vi skulle ud på.
Alle gik til den med krum hals, og hurtigt kom både knapper og afskudte patroner op.
Marken var lang og snart var vi spredt over det meste af marken.
Der kom enkelte mønter op til nogle heldige personer, men jeg fandt nu ikke så meget. Nu var klokken snart spisetid, så jeg ændrede retning mod bilen.
Der, lige der, fik jeg et godt signal. Ja det lød godt i ørerne.
Men med en id på kun 30 greb jeg min pinpointer og skubbede lidt jord til side og ud kom den fineste lille perle. Jeg måtte lige lade detektoren svipe hen over den igen og der var signalet 47.

Med det samme kunne jeg se at den var af guld. Den var fyldt med jord, så jeg havde ingen forestilling om hvordan den ville se ud når den engang blev renset.
Tænk sig at den var hel og flot.

Der kom hurtigt er par gutter forbi, og vi var helt oppe at køre, jeg blev lige og prøvede om der skulle ligge mere, men efter grundig afsøgning omkring fundet måtte jeg have lidt forfriskning.
Oppe ved bilerne var der jo også en del der ventede spændt på at se det lille fund, ikke mindst Mads der igen havde indfundet sig.
Der blev også fundet en fibel samt denar, så alt i alt en fremragende dag med ligesindede, mange tak.
Efterfølgende blev perlen, en såkaldt spiralringperle, renset og jeg modtog nogle rigtig fine billeder af den. Utrolig hurtigt arbejde af museet, konsevator og fotograf.

Her er hvad Museum Sønderjylland Arkæologi skrev om fundet og stedet.
Fantastisk fund ved Lunderskov.
Forud for en af Museum Sønderjyllands kommende arkæologiske forundersøgelser har Sønderjyllands Amatørarkæologer afsøgt markerne ved Nagbøl, Lunderskov. Allerede på det første igangsættende detektortræf var der flotte fund, som kom op af jorden. To romerske sølv denarer, et par fragmenter af korsformede fibler, en bøjlefibel, en tenvægt, en klædeplombe og en exceptionel flot spiralringperle i guld. Perlen blev fundet af den dedikerede detektorfører Claus Jørgensen og kan dateres til sidste halvdel af ældre romersk jernalder (2. årh. e.Kr.). Når spiralringperler findes i gravfund, er det i flere tilfælde sammen med guldberlokker. Disse to smykkeformer er udpræget kvindesmykker og findes kun blandt samfundet elite. Perlen måler kun ca. 15×15 mm og består af en spiraltråd der er holdt på plads mellem ydre og indre cirkler af guldtråd. På ydersiden har denne perle fire klaser af granulatkugler. En detalje som ikke er set før i Sønderjylland. Der er tale om et udsøgt guldsmedearbejde som blev udført af skandinaviske eller nordtyske guldsmede.
Om perlen ved Lunderskov er tabt eller der er tale om en oppløjet grav vides endnu ikke. Forhåbentlig vil vores arkæologiske forundersøgelse kunne kaste mere lys over dette.
Indtil videre må I nyde de flotte billeder 😊
Skriv et svar
You must be logged in to post a comment.